Udvidet formålsparagraf og nye medlemmer
Foreningen Paneeraq Samsø holdt generalforsamling lørdag d. 22. marts 2025
Dirigenten Susanne Stenbæksgaard konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og gav ordet til formand John Enevoldsen. Han aflagde følgende bestyrelsesberetning:
Foreningen Paneeraq Samsø oplever øget interesse og en beskeden medlemsfremgang, mens arbejdet med fundraising til nødvendige renoveringsopgaver ikke har i samme grad nydt succes i 2024. Administrativt fik vi endeligt afsluttet LAG-projektet. Samsø Kommune fik sit udlæg på 120.000 kroner til mellemfinansiering retur og foreningen kunne tilbagebetale de private lån fra medlemmer og bestyrelsen som gjorde projektet muligt.
Det første halvår af 2024 blev brugt til at afslutte ret omfattende vedligeholdelsesprojekter udført primært af foreningens egne folk. Begge master har været pillet af. Stormasten er grundigt renoveret og der er fremstillet en ny mesanmast. Bådebyggeren har været på Samsø og lægge nyt skandæk agter og midtskibs i styrbord side og vi har kalfatret, lukket af med beg og efterbehandlet. De mange praktiske opgaver gjorde at vi kom sent i gang med sejladsen og gennemførte kun få medlemssejladser, dog med sejl hejst på alle ture.
Efteråret gik med nye praktiske opgaver og udarbejdelse af to større ansøgninger, samt to lokale ansøgninger. Vi søgte og opnåede tilskud fra Samsø Festival for første gang, samt fra Samsø Fonden, som har støttet projektet flere gange. Derimod kom der for få dage siden afslag fra efterårets to større ansøgninger hos LAG LLAES og Mærsk. Disse ansøgninger satte fokus på behovet for at sikre skibets overlevelse til kommende generationer. Den fortælling er ikke innovativ nok, eller for stor en opgave at gabe over for de enkelte fonde. I den kommende tid vil der igen blive søgt midler til fællesskabet omkring skibet, altid med de praktiske gøremål i mente, at der er behov for midler til bådebygger og materialer.
Der er kun afholdt to bestyrelsesmøder i 2024. Til gengæld er der som regel et beslutningsdygtig flertal af bestyrelsen til stede når vi mødes hver lørdag formiddag på eller ved skibet. I dette forum er der ikke langt fra aftale til handling, mens bestyrelsen træder sammen når der er brug for strategiske overvejelser og overholdelse af formalia.
I det sene efterår foreslog et af vores nye medlemmer en julefrokost eller nytårskur, en mulighed for lidt vinterhygge ud over det sædvanlige. Forslaget bakkede bestyrelsen varmt op om, og vi var 16 tilmeldte til en nytårskur i sejlerstuen. Programmet bød på musikalske indslag og fællessang, smørrebrød og en orientering om skibet. Foreningen holder flere Åbent Skib arrangementer årligt, for første gang i år med et lille overskud.
I vores sidste store ansøgninger har vi henvist til Stedet tæller X i Langør og Naturparken Svanegrunden som eksempler på øget interesse i vores nærområde for maritim natur- og kulturhistorie, projekter hvor vi ser frem til at bidrage. Siden er Stedet tæller X i Langør stillet i bero. Vi kan så håbe, sammen med bådelauget, roklubben og beboerne i Langør, at der kommer større fokus på den forestående og tiltrængte renovering af denne naturhavn. Paneeraq Samsø tilbringer flere uger hver sommer i Langør Havn og vi oplever hvordan pæle og broanlæg går til. Naturparken Svanegrunden bliver også først til noget der rykker, når det lykkes at tiltrække anseelige eksterne midler til naturgenopretning og formidling. Når det kommer til den sejlende maritime kulturarv, er galeasen Paneeraq Samsø øens stærkeste aktiv.
… Lad os mødes ved skibet i den kommende tid. Vi tager værktøj og instrumenter med og sætter alle sejl for endnu et spændende år i Foreningen Paneeraq Samsø.
Økonomi
Regnskabet udviste et underskud på 37.000 kroner. Sidste år var der et tilsvarende overskud. Det drejer sig om fondsmidler bevilget i 2023 og anvendt i 2024. LAG-slutregnskabet påvirker også 2024 regnskabet negativt med små 4.000 kroner. Bådebygger har udført arbejde for 40.000 kroner.
Valg
Undertegnede, Niels Andersen og Morten Kjærulff var på valg og blev genvalgt. Der var også genvalg til suppleant Per Rubin og til revisor Morten Fangel.
Indkomne forslag
Bestyrelsen havde et forslag med om en opdatering af formålsparagraffen. Dette blev begrundet skibet er et omdrejningspunkt ift. de mange aktiviteter foreningen har: at være socialt samlingssted, at være historieformidler ift. sejlskibssejlads, sømandsskab, bådebygning, historiske sejladser omkring Samsø o.lign.
Nu nuværende formålsparagraf lyder: ’Foreningens formål er at bevare galeasen Paneeraq Samsø som en del af Samsøs sejlende kulturarv’. Forsamlingen valget enstemmig følgende tilføjelse til formålsparagraffen: ’Gennem et socialt fællesskab, der samler alle med interesse for sejlads og skibshåndværk, arbejder foreningen for at sætte fokus på Samsøs maritime miljø og historie’.
Eventuelt
Der blev selvfølgelig snakket sommersejlads og meget andet under eventuelt. Der er ikke planlagt større reparationer til forsommeren, så der er udsigt til en tidlig start på sejlsæsonen. Første tur vil være en beddingstur for at ordne bundmaling med mere. Måske også en udflugt til Pinsetræf i Træskibenes Sammenslutning. Efter generalforsamlingen blev der holdt et konstituerende bestyrelsesmøde. Undertegnede blev genvalgt som formand, Holger Sørensen fortsætter som kasserer.
John R. Enevoldsen
formand